Onsdag den 2. oktober lukkes der for internettet på Holstebro Bibliotek, men trods mindskede muligheder for at bruge computeren holdes der åbent, og der opfordres til socialt samvær.

Holstebro Bibliotek, Billede: Agnes Malmgren

Af Agnes Malmgren

Holstebro Bibliotek skal onsdag opdatere hele deres IT-system, og det resulterer i lukning og dermed utilgængelighed af internettet. Biblioteket bruges ellers hyppigt som arbejdsmiljø for flere borgere, hvor det på andre dage end onsdag er muligt at booke mødelokaler, printe og kopiere. 

Opfordrer til socialt samvær 

Selvom internettet bliver utilgængeligt, er der fokus på at fremme socialt samvær. På bibliotekets Facebook-side inviteres der til aktiviteter, som ikke involverer teknologi: 

“Onsdag den 2. oktober bliver der ekstraordinært god mulighed for at fordybe sig i en god bog, lytte til musik, hygge med brætspil eller blot kigge hinanden lidt ekstra dybt i øjnene,” lyder det i opslaget fra Holstebro Bibliotek.

Personalet håber, at dagen kan give besøgende en pause fra den travle, digitale hverdag og skabe et rum for ro og nærvær. 

Når dagen er omme, vil internettet og IT-systemerne være oppe at køre igen, og biblioteket vil derfor være tilbage i sædvanlig drift.