Campingpladsen i Holstebro inviterer de lokale til fællesspisning med campisterne en gang om måneden. Det skaber bånd mellem de lokale, og giver mulighed for at lære nye mennesker at kende.

Af Tobias Jeggesen

Der er plads til 60. Og der er udsolgt hver gang. Både borgere fra lokalområdet og campister på pladsen er inviteret til fællesgilde, når der er fællesmiddag på campingpladsen i Holstebro. Afslappethed og samtale er i højsædet.

Campingpladsens leder Mahmoud Hamad mener, at det handler om at samle folk omkring maden:

“Det handler om at skabe samhørighed og synergi mellem byens borgere og gæsterne, der ofte kommer udefra. Vi mener, at en af de bedste måder at få folk til at komme sammen og tale, er at dele et måltid.”, siger han.

Lokale borgere og campister i alle aldre mødes og spiser sammen til fællesmiddagene. Foto: DCU Camping Holstebro

Et lille fællesskab ved langbordene

Deltagerne kommer med venner og familie, og bliver placeret ved lange fællesborde. På den måde falder man naturligt i snak med nabofamilierne, der sidder ved siden af, fortæller Ann Mølgaard Andersen, som bor i Holstebro med sin mand og to børn.

Hun har været til fællespisning med familien flere gange. Det er for hende og familie det uformelle element som trækker:

“Fællesspisningerne dernede er meget uformelle, afslappede og hyggelige. Det tiltaler os som familie, fordi det er lidt som at være på besøg hos venner, men i en finere ramme”, siger hun.

Mahmoud laver pizza fra bunden med inspiration fra det libanesiske og nordiske køkken Foto: DCU Camping Holstebro.

En madoplevelse med et twist

Når borgerne i Holstebro bevæger sig til campingpladsen for at få et socialt måltid, så får de samtidig noget andet, end de er vant til. Maden har nemlig udlandske kulinariske træk, fortæller Mahmoud:

“Vi laver pizzaer helt fra bunden på traditionelt vis med et nordisk og libanesisk twist”

Ann Mølgaard Andersen er enig i, at tilbuddet er anerledes, end hvad man ellers kan få i Holstebro, da maden er særlig og kulturelt anerledes. Hun holder derudover fast i, at hende og familien helt sikkert vil fortsætte med at komme til arrangementet:

“Vi vil helt sikkert blive ved med at komme, da vi jo bare rigtig gerne vil støtte op om det her fælles spisning som et lokalt tiltag, og så er maden jo god”