I to år har planerne om et kæmpe energiprojekt luret over Idomlund. Da energigiganterne bag projektet ”Power-to-X” i 2022 offentliggjorde området, hvor et eller flere anlæg skulle ligge, var der flere gårdejere der spærrede øjnene op. Deres gård var nemlig placeret i det område, der indgik i planerne.

58-årige Henrik Kristian Vrou Busk har haft sin gård i Idomlund i 29 år. Foto: Jeppe Gade Strønæs

Af Jeppe Gade Strønæs


Flere landmænd blev i den efterfølgende periode kontaktet af forskellige energiselskaber. Og det var ikke elregningen, der tikkede ind. Det var lukrative købstilbud på deres gårde. Flere af landmændene takkede ja, det fortæller en artikel bragt i 2022 af DR.

Henrik Kristian Vrou Busk er en af de landmænd, der blev kontaktet. Han har fået tilbudt et tocifret millionbeløb for sin gård, men det var ikke nok til, at han lod sine nøgler skifte ejermand:

”Vi har meget herlighed hernede, jeg synes det er en perle. Det har vi ikke lige nogle planer om at sælge,” siger han.

Han beskriver selv, at hans gård er et ”smørhul”, og at nabomiljøet var for godt til at forlade.

Frygten for fremtiden
Det er dog ikke uden frygt, at Henrik Kristian Vrou Busk driver sin plantefarm, mens fremtiden for området virker usikker:

”Det kan være, at der sker så meget i området, at jeg ikke kan se mig selv være her. Jeg har hørt, at der skal bygges mange søer nede omkring mig, så nu må vi se, hvad fremtiden bringer,” siger gårdejeren.

Ikke længere en del af planen
I det første udspil om Power-to-x anlægget i Idomlund, var Henrik Kristian Vrou Busks gård indenfor det område, hvor anlæggene skulle placeres. Efter han har nægtet at sælge sin gård og sin jord, er området blevet rykket og mindsket og inddrager ikke længere hans grund.

Har du lyst til at vide mere om Power-to-X projektet, så kan du se Skovgaard Energys egen explainer: Tryk her