Flere unge fra Holstebro vælger at forlade kommunen. Især de unge kvinder flytter mod de fire store studiebyer: København, Aalborg, Aarhus og Odense. I løbet af det seneste årti er fraflytningen blandt unge kvinder i alderen 21-23 år til studiebyerne steget med over 22 %. Til sammenligning er stigningen for de unge mænd knap 17 %.
Af: Esther Morsing
Antallet af unge kvinder mellem 21 og 23 år i Holstebro er faldet. De sidste ti år er der blevet 6,8 % færre i denne aldersgruppe.
Dette sker på trods af, at Holstebro Kommune på deres hjemmeside markedsfører byen som et sted med “et levende studiemiljø overalt i byen og et godt samarbejde mellem uddannelserne og erhvervslivet.” Ifølge VIAs hjemmeside er der dog færre, der ønsker at studere i Holstebro, og de oplever en nedgang i antallet af studerende.
Clara Sønderskov var engang en af de unge kvinder, der forlod Holstebro Kommune. Hun boede i Holstebro med familien, indtil hun blev student, og flyttede derefter til København og senere til Aalborg. Nu er hun tilbage for at starte på socialrådgiveruddannelsen til vinter, og arbejder indtil da i den lokale PIECES-butik. Det var meget tilfældigt, at Clara Sønderskov endte tilbage i Holstebro, og hun slog til, da VIA oplyste, at der var ledige pladser i Holstebro efter ansøgningsfristen.
“Hvis jeg i foråret havde vidst, at jeg ville søge ind på en uddannelse og havde valget mellem flere byer, havde jeg nok valgt København eller Aarhus, for der er mine venner. Men jeg glæder mig til at starte i Holstebro og har ikke en intention om at flytte under studiet.”
“Jeg har aldrig troet, jeg skulle tilbage til Holstebro for at studere, men efter halvandet år i København føler jeg, at jeg ‘har prøvet’ storbylivet.”, siger hun.
Udover tilfældigheden er det også familien og de trygge rammer, der har trukket Clara Sønderskov mod Holstebro igen.
Aarhus tiltrækker de unge
I 2023 flyttede 114 kvinder mellem 21-23 år til Aarhus – det svarer til hver tiende kvinde i aldersgruppen.
En af årsagerne til, at flere unge kvinder flytter væk end mænd, kan findes i, at de oftere tager længerevarende uddannelser. På de danske universiteter er der i 2023 cirka 10.000 flere kvindelige end mandlige studerende.
Clara Sønderskov har også mange veninder, der er flyttet østpå, ligesom hun selv gjorde, men hun er alligevel glad for at være tilbage.
“Jeg har ingen veninder tilbage i Holstebro, de fleste er flyttet til Aarhus og ellers København, men jeg har en del af mine mandlige venner tilbage, og den omgangskreds er jeg glad for.”
Clara Sønderskov glæder sig til at starte på studiet, men kender ingen, der i forvejen studerer i Holstebro.
“Jeg er lidt nervøs for, hvem der bliver mine medstuderende, om de er samme sted i livet som mig, eller om de er meget ældre. Men jeg tror, det bliver godt, og jeg glæder mig.”
Clara Sønderskov tror, at det er meget normalt, at de unge kvinder i Holstebro længes efter at flytte i gymnasiealderen og derefter, men hun tror bestemt på, at en del af hendes veninder en dag kommer tilbage.
Comments by 56650