Danske musikskoler kan være en dyr fornøjelse for danske børnefamilier. Nu forsøger musikskolen i Holstebro at ændre på det, ved at skabe et billigere alternativ, hvor undervisningen skal bunde i kreativitet og fællesskab.

Kasper underviser eleverne på Bandfabrikken. (Foto: Jens Bang)

Af Jens Bang

Musikskoler i Danmark rammer socialt skævt grundet høje deltagerbetalinger, hvilket afskærer mange børn fra musikskoleundervisning. På trods af de tilbud der er til familier, som ikke har råd til at betale de dyre kontingenter, så skal der mere drastiske tiltag til, hvis man vil have en mere mangfoldig elevgruppe. Det konkluderer en rapport udarbejdet i samarbejde mellem Kulturministeriet og Musikskoletænketanken.

Problematikken kender musikskoleleder på Holstebro musikskole Jens Sørensen godt til. Han fortæller, at musikskoler på visse punkter kan være en ekskluderende institution:

”Den traditionelle musikskole bygger på, at børnene kommer til eneundervisning hos en lærer i 25 minutter. Én sæson koster fem-seks tusind kroner. Det er der mange som ikke har råd til”, siger Jens Sørensen.

En ny målgruppe uden erfaring

Det nye tiltag fra musikskolen skal ændre på den tendens. Musikskolen har implementeret et nyt initiativ kaldet Bandfabrikken, der har adresse centralt i byen ude på Sygehusgrunden, i det gamle Holstebro Sygehus lokaler. Normalt ligger Holstebro musikskole lidt uden for byen ved Bisgaard mark:

”Sygehusgrunden ligger centralt i byen, og det giver os mulighed for at ramme nogle lidt andre målgrupper, der ikke har mulighed for at transportere sig ud på Bisgaard mark”, siger Jens Sørensen.

Bandfabrikken øver hver onsdag på Sygehusgrunden (Foto: Jens Bang)

Tanken bag undervisningen er, at eleverne skal blive mere og mere selvkørende. Underviseren skal være mere til stede som vejleder, end som decideret lærer.

Initiativet med Bandfabrikken startede i et projekt kaldet Grib Engagementet, der blev nedsat af kulturministeriet for nogle år siden. Projektet blev først implementeret i Ulfborg i udkanten af Holstebro.

”Tanken var dengang at se, om man kunne nå en ny målgruppe ved at forudsætningerne ikke var bundet op på, at man kunne spille et instrument i forvejen. Det var dengang en succes fra første dag”, fortæller Jens Sørensen.

At der ikke var et krav, om at man kunne spille et instrument inden, betød også noget for Amanda Appel, da hun valgte at tilmelde sin søn Alfred til Bandfabrikken. Han havde fået en bas, og tanken var egentlig at han skulle begynde til eneundervisning:

”Vi synes, at det var rigtig fedt, at der var det her fællesskab i Bandfabrikken. Og det at man kunne starte uden erfaring”, siger Amanda Appel.

Ideen med det nye Bandfabrikken er, at det skal være et alternativ til den traditionelle musikskole, hvor det først og fremmest er fællesskabet og det at være kreativ sammen omkring musik, som er i fokus. Her er den personlige udvikling ikke lige så vigtig. Musikskolen kalder det et klubhus:

”Det er en ny type musikskoletænkning. Børnene har et fællesskab der forpligter. Det er det fællesskab som er vigtigt her”, fortæller Kasper Humle, der underviser på Holstebro musikskole og er en del af lærerteamet på Bandfabrikken.

Grundet et højere antal børn pr. underviser, så kan man gøre det til en meget billigere pris end normalt, hvilket fanger nogle nye målgrupper:

”Det vi har gjort her, er at vi har lavet en medlemspris der er under det halve. Sådan så vi kan mindske den barriere, hvor det er økonomien der afgør, om børn har lov til at gå til musik”, siger Kasper Humle.

Tro på fremtiden

Projektet er støttet af Holstebro kommune, hvilket gør, at man kan bringe prisen for medlemskab yderligere ned.

Bandfabrikken har kun været i gang i én måned, og eleverne har allerede produceret to sange. For fremtiden håber man på, at kunne oprette endnu flere bands.