På trods af rekordhøje medlemstal på 373.501 fodboldspillere står mange klubber i yderområder over for en stor udfordring; det er ifølge DBU svært at fastholde medlemmer. Men lidt uden for Holstebro ligger en klub, der har knækket koden og nu buldrer fremad.
Af Jeppe Gade Strønæs
Omringet af mørke marker bryder fire kraftige lysmaster frem. Her, under det skarpe lys, træner herreseniorholdet fra fodboldklubben Naur-Sir-Krunderup (NSK) endnu en aften i stilheden, et godt stykke fra Holstebro.
For mindre end et år siden stod NSKs herreseniorhold over for alvorlige udfordringer. I de sidste fire kampe i 2023 måtte klubben se sig taberdømt, da de ikke havde nok spillere til at stille op.
Men i starten af 2024 kom en ny træner til roret, Daniel Kastberg, og siden da er medlemstallet på holdet eksploderet. Klubben gik fra at have 20 herre mellem 18-39 år i udgangen af 2023 til at have 50 medlemmer på seniorholdet, på nuværende tidspunkt.
Klubber kæmper i yderområderne
Ved DBUs seneste offentliggørelse af medlemstallene i fodboldforeninger blev der sat en ny rekord: hele 373.501 spillere er nu registreret.
Bag de flotte tal gemmer sig en virkelighed, hvor mange små klubber kæmper for at overleve i et samfund, der trækker folk mod byerne, det skriver DBU.
De sidste 10-15 år har ført til lukningen af omkring 50 fodboldklubber i Jylland. DBU peger på en klar årsag til denne udvikling:
”At der gennem årene er sket en fraflytning fra land mod by,” skriver DBU på sin hjemmeside.
Og det er ikke en situation, der lever op til de ambitioner, som DBU har:
”Vi har en ambition om, at der skal kunne spilles fodbold i hver en lille flække,” siger Mads Ravn fra DBU Jylland.
Et fællesskab der fungerer
35-årige Daniel Kastberg beskriver det hold han overtog i januar som et ”dødt” og ”næsten ikke eksisterende hold”.
En af de første ting han gjorde, da han fik ansvaret for holdet, var at lave et opslag på Facebook, hvor han inviterede sit netværk til at være med. Uanset niveau.
Daniel skrabede lynhurtigt 20 ekstra personer med til træning, og de fleste valgte at blive.
En af de nye ansigter er 24-årige Dennis Dong, der kom til NSK for at genfinde sin kærlighed til fodbold. Den passion blev genoplivet takket være det stærke fællesskab, han mødte.
”Det, der sker uden for banen, er det bedste,” udtaler Dennis Dong, som blev kontaktet personligt af Daniel Kastberg.
Daniel selv fortæller, at han er lykkedes med at bygge et hold op, hvor folk glæder sig til at komme til fodbold, og at holdet bygger på et fællesskab, der inkluderer alle uanset niveau:
”Vi har et første og et andet hold, men alligevel så er der kun ét sammenhold,” siger Daniel.
Missionen er ikke fuldendt
Siden han overtog holdet, har Daniel Kastberg ikke haft mange vågne timer uden at tænke på NSK.
”Det er måske kun når jeg spiser aftensmad med familien, at jeg ikke tænker på NSK. Medmindre de ringer. Ej jeg tænker meget på NSK. Usædvanlig meget,” fortæller Daniel med et smil.
Selvom medlemstallet er steget markant, er Daniel langt fra færdig med sin mission. Han har en ambitiøs plan om at nå op på 75 medlemmer i 2025.
Comments by 56423