March mod Ensomhed, som er et landsdækkende projekt, organiseret af Ensomhed Danmark, kom i dag til Holstebro. Ruten, på 16 kilometer, gik fra Holstebro Rådhus til Struer Rådhus, og havde stor støtte fra de lokale, i kampen mod ensomhed.
Af: Lykke Cecilie Fuhrmann-Kjær
I de tidlige morgentimer mødtes en stor gruppe mennesker foran rådhuset i Holstebro. På trods af at solen knap var stået op og det kolde efterårsvejr, stod omkring 300 mennesker klar til at gå i solidaritet med mennesker, der oplever ensomhed.
Ifølge Ensomhed Danmark anslås det, at 470.000 voksne danskere oplever svær ensomhed. Marchen mod Ensomhed er blot ét af deres projekter for at hjælpe mennesker, der lider af ensomhed. I år går støtten til organisationen TUBA, der tilbyder gratis hjælp til unge i alderen 14 til 35 år, som er vokset op i familier med misbrugsproblemer.
Kender ensomheden
Manden bag projektet, og Ensomhed Danmark, er Patrick Cakirli. Han har haft en hård opvækst, hvor han både har boet på børnehjem og i plejefamilie, hvilket har sat sig i ham.
”I mange år af min barn- og ungdom har jeg følt mig ufrivilligt alene, ensom og haft voldsomme udfordringer med mit mentale helbred. Det var pisse hårdt, ” fortæller Patrick Cakirli.
I november 2016 blev Patrick Cakirlis ensomhed så slem, at han fik selvmordstanker, og det endte med en indlæggelse på psykiatrisk akutmodtagelse. Derfor delte han nogle uger efter et Facebookopslag omkring sin ensomhed. Opslaget fik meget opmærksomhed, og reaktionerne på hans opslag motiverede ham til at gå i medierne med hans historie, og også herefter væltede det ind med mennesker der kunne relatere til hans historie.
”Det vækkede en ansvarsfølelse hos mig, så jeg besluttede mig for at bruge mit talerør og platform, til at kunne hjælpe andre,” fortæller han.
Herefter droppede han ud af sit studie som webudvikler i marts 2017, og allerede i april 2017 gik han sin først march mod ensomhed. Han har herefter gået Danmark tyndt hvert år fra uge 32 til uge 41, på nær under Corona i 2020, for at sætte fokus på problemet. I 2021 grundlagde han Ensomhed Danmark, og i dag er det hans levevej, som han ønsker at fortsætte i mange år fremover.
Vigtigt koncept
I år er det syvende gang, at Patrick Cakirli trækker i vandreskoene for at gå Danmark rundt i kampen mod tabuet om ensomhed.
Konceptet er, at Patrick Cakirli kun må gå, når han er i selskab med andre, ellers skal han stå stille. Marchen er derved et symbol, hvor de deltagende går i solidaritet med mennesker, der oplever ensomhed. For ingen skal gå med ensomhed alene, og det er det fællesskab, som Patrick Cakirli forsøger at skabe.
Det er tydeligt, at marchen også er med til at skabe det ønskede fællesskab, for mellem alle deltagerne er der småsnak, om både små og store problemer.
På ruten oplever Patrick Cakirli også ofte, at folk kommer hen til ham og fortæller om deres oplevelser.
”Det er næsten hver dag på ruten, at folk kommer hen til mig og har fortrolige samtaler om de ting, der er svære at snakke om. Men det er også det, der motiverer mig,” fortæller Patrick Cakirli.
Lokalsamfundet støtter
Når Patrick Cakirli ikke kan gå alene, var det heldigt, at der i dag mødte så mange op for at deltage i marchen. Blandt de 300 mennesker der deltog, var der folk i alle aldre, og både elever fra lokale folkeskoler og uddannelsescentre i Holstebro deltog i marchen.
I hver by Patrick kommer forbi, er der også planlagt et event om aftenen. I går aftes var det grundforløbseleverne fra fødevareuddannelsen på Uddannelsescenter Holstebro, der stod for arrangementet. De holdt en fællesspisning, hvor både Patrick Cakirli og TUBA holdt oplæg om projektet.
Middagen og marchen er underviser og socialpædagog Eva Winther Grønbæk, som selv gik med for første gang i år, meget begejstret for. Hun fortæller, at der nemlig er flere elever på skolen, der har oplevet ensomhed, og derfor har følt sig set i projektet.
”Selvom man er en del af et fællesskab, kan man stadig føle sig ensom. Derfor er marchens budskab vigtigt, da det viser, at det er okay at række ud,” fortæller hun.
Marchen mod Ensomhed i Holstebro, blev stablet på benene i samarbejde med blandt andet Holstebro Kommune, Værestedet Ulfborg og Uddannelsescenter Holstebro.
Comments by 56497