Omkring 400 domssager overføres i disse uger fra Retten i Aarhus til henholdsvis Retten i Herning, Nykøbing Falster og Holstebro. Overflytningen begyndte allerede i sidste uge til to af de nævnte retter, og nu er turen kommet til Holstebro, hvor flere tiltalte i kommunen vil opleve forlænget sagsbehandlingstid på deres egne sager.
Af Agnes Malmgren
Retten i Holstebro får i denne uge tilført 25 straffesager fra Aarhus som en del af en ny indsats, der har til formål at forkorte ventetiderne i det danske retssystem. Holstebro overtager dermed nogle af de mange sager, som byretterne i Aarhus kæmper med på grund af et stort antal igangværende sager. Målet med denne overflytning er at sikre en hurtigere behandling af sagerne og lette borgernes mulighed for at få deres sag afgjort rettidigt.
“Vi har sagt til dem i Aarhus, at vi har kortere sagsbehandlingstider, og der er nogle steder, hvor man har gamle straffesager liggende. Så synes vi lige så godt, at vi kunne behandle nogle af de sager for at få sagsbehandlingstiderne udlignet,” siger Christian Schou, præsident for Retten i Holstebro.
Denne overflytning er en del af en flerårsaftale for domstolene, som blev indgået af Folketingets partier i november 2023.
Forlænger ventetiden for de lokale
Samtidig med at behandlingstiden bliver forkortet for de tiltalte fra Aarhus, forlænges den for de lokale i Holstebro.
“Det betyder ikke, at vi får afviklet de her sager næste uge eller næste måned, og det kan også medføre, at vores sagsbehandlingstid bliver lidt længere. Men det gør trods alt, at nogle af sagerne fra Aarhus bliver gjort færdige. Behandlingstiden, som eksempelvis kunne være fem måneder, kan nu blive til seks eller syv måneder,” siger Christian Schou.
På grund af de overførte sager kan der altså forventes forlænget sagsbehandlingstid for de berammede sager, som skal for Retten i Holstebro.
Charlotte Krarup, advokat og næstformand for Landsforeningen for Forsvarsadvokater, drøfter ikke normalt sagsbehandlingstider med sine klienter, men erkender, at ventetiderne er et problem.
“Generelt kan jeg sige, at ventetider er et kæmpe problem, og det er et stort problem for folk, som sidder i dette system. Uanset om det er tiltalte, forurettede eller vidner, så er det frustrerende, når sagerne trækker så længe ud,” siger Charlotte Krarup.
Hun er dog opmærksom på, at klienter i de retskredse, hvor straffesagerne fra Aarhus overføres til, vil opleve længere sagsbehandlingstid.
“Det kan give en følelse af at blive nedprioriteret i forhold til andre,” siger Krarup.
Landsdækkende problem med overbelastede domstole
Retten i Holstebro må derfor forberede sig på at balancere både lokale og overførte sager, mens borgere i kommunen kan forvente længere ventetider. Overflytningen er en midlertidig løsning på et landsdækkende problem med overbelastede domstole, men den understreger samtidig behovet for yderligere ressourcer til retssystemet, så ventetiderne kan mindskes for alle involverede.
Comments by 56444